Som en konsekvens af kommunalreformen i 1970 blev der opfordret til at nedsætte et udvalg med det formål at oprette lokalarkiver i de gamle sogne. Fra Nebsager deltog bibliotekar Sigrun Marcussen, gdr. Godtfred Nielsen og gdr. Aage Brixen Nielsen.
I 1976 blev der afleveret rigtig mange billeder, som gav materiale til et par udstillinger på skolen.
I 1990 gik man for alvor i gang med registrering af billeder, protokoller m.m. En halv snes interesserede samledes i Hornsyld skoles bibliotek et par gange om måneden. Alle arkivalier opbevaredes hos private, hvilket var uholdbart i længden.
I 1996 fik man så et lokale i svømmehallen på ca. 26 m2, hvor der er hyldeplads, arbejdsborde og vægplads til udstilling af billeder.
Her holder man åbent hver anden onsdag aften ( i de lige uger) og den 1. mandag i hver måned.
I 2009 flyttede vi til et andet lokale i Idrætscenter, hvor vi fik dobbelt så meget plads fordelt på to lokaler, hvoraf det ene benyttes til opbevaring.